Din deltagelse

Udtømning

For at sikre en grundig undersøgelse med kamerapillen er det nødvendigt med en effektiv udrensning af tarmen. Derfor følges en specifik udrensningsprocedure, der begynder flere dage før undersøgelsen. Fem dage før skal du skifte til en kernefri kost, og samtidig stoppe med at tage eventuelle jerntabletter. To til tre dage før undersøgelsen må du kun indtage fiberfattig kost for at forberede tarmene yderligere.

Aftenen før undersøgelsen begynder indtagelsen af afføringsmidler (laksantia) og vand efter det udleverede skema. Samtidig stoppes her indtagelsen af fast føde og erstattes af kun klare væsker.  Vi fraråder al alkohol under udrensning og undersøgelse. Kamerapillen sluges om morgenen, og den nøje planlagte udrensning forinden sikrer, at kamerapillen kan tage de bedst mulige billeder under undersøgelsen, så der opnås et klart og nøjagtigt resultat. Under undersøgelsen vil optageren fra skuldertasken udsende fire alarmer, der vil minde dig om enten at bevæge dig eller at indtage planlagt afføringsmiddel (Booster præparater).

Hvis du har oplevet hudirritation eller rødme omkring anus ved tidligere udrensninger, kan dette lindres ved brug af f.eks. zinksalve. Nogle patienter oplever influenzalignende symptomer såsom kulderystelser og muskelsmerter, hvilket er normalt og forbigående. Under hele udrensningen bliver afføringen meget vandtynd, og det kan derfor findes nyttigt at bruge trusseindlæg eller hygiejnebind for ekstra tryghed.

Video: Hvad er en kameraundersøgelse og hvad sker der under undersøgelsen. 
Video: Hvad skal du  gøre dagen FØR kapselundersøgelsen
Video: Hvad skal du gøre på undersøgelsesdagen
 Video: Se hvad alarmerne som monitoren udsender betyder

Udtømningsskema

Aktivitet under undersøgelsen 

Når undersøgelsen er i gang, kan du bevæge dig frit og fortsætte med dine daglige aktiviteter. Det er helt i orden at udføre husarbejde eller havearbejde, og det er endda gavnligt at bevæge sig regelmæssigt. Det anbefales dog, at du opholder dig i nærheden af et toilet grundet indtagelsen af afføringsmiddel. Vi anbefaler kun at arbejde, hvis dette kan gøres hjemmefra. Da den præcise varighed af undersøgelsen er svær at forudsige, anbefales det, at du holder dagen og aftenen fri.

Du må gerne køre bil, mens du bærer udstyret, men det anbefales at have en chauffør, så der bliver fastholdt fuld opmærksomhed på kørsel og trafik.

Efter undersøgelsen 

Optageren, som du bærer i skuldertasken, giver et signal, når undersøgelsen er slut, men de fleste opdager også kamerakapslen i toilettet, da den stadig blinker. Udstyret er nemt at afmontere, og når kamerapillen er blevet udskilt, kan du straks genoptage dine normale fysiske aktiviteter og arbejdsopgaver. Du kan begynde at spise som normalt, så snart kamerapillen har nået den nederste del af tyktarmen, hvilket normalt sker efter ca. 6-8 timer. Der er ingen behov for specielle kostrestriktioner efter undersøgelsen. Efter din undersøgelse er afsluttet og kamerapillen udskilt i toilettet, så kan den blot skylles ud og behøver ikke at blive samlet op. Kamerapillen vil blive frasortere i spildevandsanlægget.