Fakta om kamerapillen
Kamerapillen er et lille kamera, som tager billeder af rejsen gennem din tarm, og har til formål at undersøge tyktarmen (colon) og endetarmen (rectum). Undersøgelsen fungerer ved, at du sluger en lille kamerapille, som bevæger sig gennem din tarm, og optager billeder af dens indre overflade. Billederne sendes trådløst til en optagerenhed, som du bærer omkring livet. Efter undersøgelsen gennemgår en specialuddannet sundhedsperson billederne for at notere eventuelle fund, såsom kræftknuder eller forstadier til kræft. Undersøgelsens resultater vil afgøre, om du har brug for yderligere undersøgelser eller behandling, dette kunne f.eks. være en ny kikkertundersøgelse.
Kamerapilleundersøgelsen er skånsom, og der er meget lille risiko for komplikationer. En stor fordel ved denne undersøgelse er, at den kan udføres uden for sygehusene, hvilket frigør sundhedspersonalet til andre opgaver. Tidligere studier har vist, at kamerapilleundersøgelser kan være lige så effektive som kikkertundersøgelse til at finde sygdomme i tyk- og endetarmen. En ulempe er, at kamerapillen ikke kan fjerne polypper (små vækster i tarmen) eller tage vævsprøver. Hvis der findes polypper, vil du skulle gennemgå en kikkertundersøgelse for at få dem fjernet.
Undersøgelsen med kamerapillen foregår ved, at du indtager en kapsel, som er cirka 10 x 30 mm. stor – lidt større end en almindelig fiskeoliekapsel. Kapslen er glat og let at sluge, og hvis du normalt kan tage to hovedpinepiller på én gang, bør det ikke være et problem at synke kamerapillen.
Mens undersøgelsen er i gang, vil du bære et bælte omkring taljen, der er udstyret med en enhed, som modtager og registrerer billeder fra kamerapillen, mens den bevæger sig gennem tarmen. Derudover vil du bære en lille skuldertaske, som indeholder en optager, der samler alle billederne.
Når kamerapillen har passeret hele din tarm, og er blevet udskilt naturligt, afleveres optagerenheden og bæltet. Herefter bliver de billeder, som kamerapillen har taget, analyseret, og resultaterne bliver sendt til dig via din e-boks.
Bæltet passer til en livvidde målt midt på maven, som ligger mellem cirka 80-150 cm. Undersøgelsen, og dermed pillens vej gennem fordøjelseskanalen, varer typisk mellem 6-8 timer. For nogle går det hurtigere, og for andre kan det tage lidt længere tid, men da kamerapillens batteri kan holde i mindst 10 timer, vil der være rigelig tid til at undersøge hele tarmen grundigt.
Det er vigtigt at beskytte udstyret mod skader og stærke magnetfelter, for eksempel fra MR-scanninger, indtil kamerapillen er udskilt. For at sikre din komfort anbefales det at bære løst, behageligt tøj, gerne todelt, samt at undgå bælter og seler. En tynd undertrøje kan bæres inderst, så bæltet ikke sidder direkte på den bare hud, og da man ofte kommer til at fryse som følge af udrensningen, er det en god ide med en løs varm cardigan eller trøje udover.