Særligt helbredsmæssige hensyn

Jeg er gravid – må jeg undersøges med en kamerapille?
Selvom kamerapillen er sikker hos gravide og ammende, må dette ikke gøres i sammenhæng med forsknings.

Jeg er gastric bypass opereret – kan jeg undersøges med en kamerapille?
Som udgangspunkt ja, men efter sådanne større kirurgiske indgreb, vil vores læge lave en individuel vurdering af din situation.

Jeg tager en del medicin, som jeg ikke kan undvære – kan udrensningen tage højde for dette?
Vi anbefaler, at al medicin indtages 1 time forskudt af udrensningsprodukterne. Hvis du er i tvivl, så kontakt egen praktiserende læge for vejledning.

Jeg har fået fjernet dele af min tyktarm – må jeg undersøges med en kamerapille?
Hvis du har fået fjernet galdeblæren, blindtarmen eller et stykke af din tyktarm er det stadig muligt at blive undersøgt med en kamerapille. Dog vil en læge lave en individuel vurdering hvorvidt du egner dig til en kamerapilleundersøgelse.

Jeg kan have perioder med forstoppelse/flere dage uden afføring. Hvad hvis det sker lige op til min kamerapilleundersøgelse?
Det er vigtigt at have regelmæssig afføring før et udrensningsforløb startes op. Hvis du allerede er lidt forstoppet inden udrensningen påbegyndes, er det ikke sikkert, at standard udrensningen er god nok, og så kan vi ikke sikre, at din undersøgelse bliver vellykket

Du kan ikke deltage i DanCap hvis du opfylder blot ét af de følgende kriterier:
– Har behov for indlæggelse i forbindelse med undersøgelse
– Har fået foretaget kikkertundersøgelse af tyktarmen inden for de seneste 5 år med dårlig udtømning af tarmen
– Har en kendt forsnævring i mavetarmkanalen
– Har fået foretaget tidligere stor kirurgi der involverer mavetarmkanalen (ikke fjernelse af blindtarm, galdeblære eller en del af tyktarmen)
– Har pacemaker/defibrillator
– Har kendt allergi over for udtømningspræparaterne
– Er kendt med nyresygdom, som kræver et nyrevenlig udtømningsregime