DanCap Project
Hvad handler DanCap projektet om?
I dag er en kikkertundersøgelse den hyppigste undersøgelsesmetode af tyk- og endetarmen. Dog er antallet af kikkertundersøgelser stærkt stigende, hvilket er en udfordring, da denne type undersøgelse kræver mange ressourcer fra et allerede belastet sundhedsvæsen. Kamerapiller er en ny undersøgelsesmetode, der virker ved at filme hele tyk- og endetarmens inderside. Efter undersøgelsen gennemgås videoen af en Kamerakapseluddannet læge, hvor eventuelle fund noteres. I forhold til den traditionelle undersøgelse af tyktarmen, hvor en kikkert, føres op i endetarmen, foregår denne undersøgelse ved at synke en kamerapille.
Fordelen ved en kamerapilleundersøgelse er, at den kan foretages uden for sygehusene og derved frigøre sundhedspersonale til andre arbejdsopgaver. Det er dog endnu usikkert, hvor kamerapillen har sin plads i den almindelige kliniske hverdag.
DanCap ønsker derfor at undersøge, om det er økonomisk acceptabelt og praktisk muligt at indføre kamerapillen, som en rutineundersøgelser af tyk- og endetarmen. Vi vil derfor tilbyde kamerapillen til borgere, som normal ville have været undersøgt med en kikkertundersøgelse.
I alt 800 patienter vil blive undersøgt, hvoraf 400 vil få foretaget en kamerapilleundersøgelse og de resterende 400 får foretaget en almindelig kikkertundersøgelse.
Video: Se hvordan en kamerapilleundersøgelse foregår.
Kan jeg frit tilmelde mig projektet?
Nej, det er ikke muligt at frit tilmelde sig projektet. Hvis du er potentiel projektdeltager, vil du få besked i din digitale postkasse/e-boks.
Hvordan deltager jeg i DanCap?
Hvis du på Fyn er blevet henvist til en kikkertundersøgelse af din egen læge, vil du potentielt blive inviteret til at deltage. Du vil modtage et rekrutteringsbrev i din digitale postkasse, hvis du er egnet til at deltage. Du vil dog ikke selv kunne bestemme, om du bliver undersøgt af en kikkert eller en kamerapille, da dette bliver bestemt ved lodtrækning, efter du har bekræftet din deltagelse i DanCap. Hvis du er egnet til at deltage, så vil du blive ringet op af en af vores projektsekretærer, som vil fortælle dig yderligere om projektet og hvordan du bliver en del af projektet.
Vigtige informationer for dig som deltager:
- Den tilsendte samtykkeerklæring og spørgeskema skal begge udfyldes inden undersøgelsesdagen og medbringes til undersøgelsen.
- Din afføringsprøve (FIT-prøve) skal foretages inden du starter dit udtømningsprogram og medbringes til undersøgelsen.
- Dine undersøgelsesresultater og efterfølgende behandlingsplan vil blive sendt til dig i din digitale postkasse og til din egen læge.
Vær desuden opmærksom på særlige helbredsmæssige hensyn.